STAFFENSTRUP SAMMENKOMST SEPTEMBER ÅR 2001
Den 8. september 2001 mødtes A.P.Larsens gren af staffenstrupfamilien i Fuglebjerg forsamlingshus.
Antalsmæssigt var vi et sted i tyverne.
Efter at Peter Sejersbøl (231) havde budt velkommen blev alle bænket omkring et langt bord, og her hyggesnakkedes der så over kaffe og lagkage.
I små grupper vandrede vi så rundt i Fuglebjerg og mindedes gamle dage.
Centrale steder var Torvet 3, Torvet 7 - hvor "fasterne" (3) Marie og (7) Thora boede.
Kirkegården, skolen og Korsørvej 27 - huset blev købt af A. P. Larsen i slutningen af 30érne og her boede Else (23)og Svend i 1938. Ligeledes boede min mor her - (Ma)Rie (24) både inden hun blev gift med min far (Harry Christensen) og de første år af deres giftermål. De blev gift i 1942. Siden flyttede de til Korsørvej 6 - og her stoppede vi selvfølgelig også op - og jeg mindedes min barndoms opvækst.
Jeg var i gruppe med Peter Sejersbøl og det var rigtig sjovt og interessant at høre hvad Peter kunne berette. Ligeledes kunne Arne (241) fortælle mangt og meget om sjove og spændende minder.
Sidst på eftermiddagen kørte vi så i kortege til Peter og Birthes privatadresse i nærheden af Vetterslev.
Peter og Birthe bor et meget natursmukt sted og i et vidunderligt hus hvorfra man har et storslået udsyn over landskabet.
Vi fik god mad og efterfølgende kaffe og kage - seancen sluttede kort før midnat.
Jeg er sikker på, alle synes det er en rigtig god tradition vi har fået stablet på benene.
Næste år - september 2002 - mødes vi så på Fyn - hos Hanne og Martin - og det ser vi alle frem til.
Jens Nyvang