|
|
Førstefødte
Johannes døde efter 1 døgn.
Det
var derfor ikke mærkeligt, at Meta - skønt pige - blev familiens - og fars -
primadonna. Hun indlevede sig i den rolle og kunne den også som voksen.
Måske
syntes mor, det kunne gå for vidt, og hun tog sig særligt af Else, som med sin
praktiske sans, kvikke hænder også var en støtte for mor i det huslige. Mors
"gissebasse" Rie sluttede op i denne midtersektion. Endelig blev der
plads til familiens "håb" - sønnen, som nogle sikkert regnede med
skulle overtage bageriet. Jeg er sikker på, at far snart blev klar over, at det
nok ikke var en god idé, og vi har aldrig talt om det.
Meta, Rie, Else og Ingemann - ca. 1925? (klik for stort billede)
Fra
de første år husker jeg Meta som den, der var dygtig i skolen, lærte at
spille klaver og blev meget dygtig til det. På Hindholm - realskolen - var hun
omsværmet af drengene, som var flinke overfor lillebror som kontaktperson. Mor
syntes også, når hun lejlighedsvis lå i sengen og fik besøg af mig, som måtte
vide noget - at der var noget, hun måtte tænke over.
Else
gjorde sig nyttig hos mor. Brillerede med sin kogekunst på legetøjskomfur.
Meta brød sig ikke om alt for synlige fortrin - klippede hendes yndige røde hårkrøller
af og smed dem i natpotten. Else forstod at gardere sig. Hendes ivrigt
fremskaffede forråd af slikrester - sikkert skaffet på ærlig vis i butikken,
gemte hun godt for os andre. Hun nød til gengæld at være den, "der
giver" i mange tilfælde ved sengetid i barnekammeret. Hendes skotøjsæske
var aldrig tom.
Meta, Else, Rie og Ingemann (klik for stort billede)
Rie
- mors kæledægge - var altid fin. Kunne specielt godt med Frk. Jørgensen -
damen, der passede butikken. Jeg tror, hun fik mange godbidder på den måde. Måske
var jeg lidt misundelig over alt det fine. Jeg så mit snit til at køre hende
ned i en lyskasse ved bageriet. Jeg erindrer ikke straffen for udåden, men
husker dog, at hun i lang tid skulle transporteres i vogn og havde bind om begge
ben.
Else
og Rie opgav snart besværet med den lange vej - 2,5 km - til Hindholm. De syntes
sikkert bedre om livet i bageriet, hvor der skete noget.
Meta
forlod hjemmet efter præliminæreksamen. Det huslige skulle læres. Det kunne
accepteres i Birkerød, hvor der samtidig skulle ydes huslærervirksomhed. Jeg
tror, hun var glad for den tid, ca. et år, og familien blev vores venner. Jeg
var på ferie hos dem, og de var med omkring bilulykken.
Meta
fortsatte i gymnasiet i Haslev, blev noget mere end man normalt blev i Fuglebjerg
- student - tillod sig at stå på ski, lege med yo-yo, havde drenge fra
kostskolen på besøg, fik kørekort - fin chauffør. Ja, hun vidste, hvad hun
ville og fik hvad hun ville - forkælet - men ikke lov til universitetsuddannelse.
Der satte faster Anna grænsen. Så det blev seminaret i Odense, Jørgen, Hanne,
Mette, Lilian og mange lykkelige år.
Else
måtte også ud. Nok kun en måned med døgndrift hos en dum præstekone på Amager.
Sjovere som pige i Sorø med fugle frit flyvende og klattende i stuerne. Husholdningsskole
i Haslev og fin madlavning i restaurationskøkken på Holbæk Missionshotel. Så
var hun klar til at blive i Fuglebjerg, være arvtager til bageriet sammen med
Svend. I mange år blev barndomshjemmet bevaret som samlingspunkt for os fire søskende,
som i alt for tidlig alder mistede vores forældre. Her kom så Peter, Kirsten
og Margit osv.
Rie
startede sin husgerning i Ubby hos pastor Stærmose. Det var tilstrækkeligt
fint for Rie, som der også havde udbytte af samvær med et par søde præstedøtre.
Hjemme måtte hun - vist underlagt Else (på en måde i hvert fald). De to var
mors eneste piger i vinteren før hun døde.''Rie havde lyst til forretning. Hun
var længe hos fastrene (trikotage) og fars trøst i årene efter mors død, var
dog mere glad for unge mænd, end far brød sig om. Hun var ekspeditrice i
Ringsted, da far døde. Hun fik sit hus på Korsørvej 27, hvor hun sammen med
Harry startede el-installationsfirmaet med den senere butik i nr. 6, hvor hun nød
at sælge lamper mv.
Hun
passede omhyggeligt Harrys invaliderede mor og andre gamle i byen. Fødte også
mange børn: Arne, Jytte, Ole, Jens og Mette. Her slutter min beretning med
Harrys al for tidlige død i 1979.
Det
glade frie liv på Torvet i Fuglebjerg skabte sammenhold og gav os minder om en
lykkelig barndom. Det afsluttedes brat i 1933. Det styrkede sammenholdet, og det
kunne holde også efter fars død i 1939.
Der
kunne anes en gruppedeling - da to blev i Fuglebjerg, medens andre måtte ud,
men vi stod sammen, også når vore ægtefæller holdt sammen og kritiserede vor
mærkelige livsindstilling og præg fra hjemmet.
Vi
har haft det dejligt sammen, og vi har mødt gensidig søskendekærlighed i en
sjælden grad.